'Jeg har for første gang i 15 år meldt mig til noget på en hverdag. Yogaen skal ha' en chance – det ser ud til at være en enkelt fordel ved den nye situation. Jeg får reel fritid, som på mine korte dage begynder kl. 16.'

Der arbejdes og fokuseres – i respekt for hinandens sparsomme tid og mulighed for at kopiere, læse og researche, maile osv. er vi stille. En kigger op – et lille smil – og så fortsætter vi, tiden er så knap – ønsker at stemningen på sigt vil løsnes lidt, så der bliver plads til det gode grin og det kollegiale fællesskab, som altid har kendetegnet lærerjobbet – og givet mig overskud til det gode møde med elever og forældre.

Den sidste mail, de sidste punktummer nås lige inden tiden er gået for i dag – vi er det nye proletariat – der skal være styr på os. Underfundigt at der samtidig er skoler, hvor lærerne endnu ikke har fået et skema/ en arbejdsplan…

Nogle sidder med hovedtelefoner på, nogle skal til at ringe, men må finde et andet sted, kø ved kopimaskine og printer – nogle af de nye computere kan endnu ikke tilsluttes – og hver lærer skal selv installere programmerne, hvilket sker med skiftende held. ”Bare jeg når det, jeg havde planlagt, inden jeg igen skal til time”!

Endnu et aftenprogram og en morgenartikel om skole, reform, disciplinkrise og ”Hold jeres kæft med jeres pis” citeres Niels Egelund for at sige om lærerne – tænker at det er forunderligt med alle de dagsordener og ukvemsord, der kører samtidig med, at vi ude på skolerne prøver at levere et stykke professionelt arbejde.

Tænker tilbage på optakten til sommeruniversitetet – modtog mail fredag før start med en bemærkning om, at jeg jo nok først så den på mandag, når universitetet startede – derefter blev der på kurset taget udgangspunkt i at årsplanerne nok var skrevet?! Og at man ellers kunne skrive dem i sit team, der i øvrigt ikke nødvendigvis var tilmeldt samlet – fælles forenklede mål var først færdige midt i juli, hvilket må have givet underviserne meget ringe muligheder for at være på forkant i start august.

Alt i alt en rodet start på det nye skoleår. Fantastisk at lærere er så omstillingsparate. Det bliver spændende at se resultatet af KLF´s medlemsundersøgelse vedr. skolestarten for lærerne i København.

Mon det var for at sikre regeringen et varigt fodaftryk, at denne socialdemokratisk ledede regering med djævelens vold og magt ville have reformen på plads uden skelen til om kommuner og skoler kunne nå at blive klar?

Jeg har for første gang i 15 år meldt mig til noget på en hverdag. Yogaen skal ha' en chance – det ser ud til at være en enkelt fordel ved den nye situation. Jeg får reel fritid, som på mine korte dage begynder kl. 16.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.