Alt kan ikke måles, vejes og kontrolleres

Folkeskolen er ligesom den øvrige offentlige sektor i disse år underlagt stramme mål og resultatstyring. Alt skal i kasser og systemer, måles, dokumenteres og kontrolleres, for at det har nogen betydning. 

Inden for vores område er de nationale test implementeret og bruges ivrigt i kommunerne. Seneste skud på stammen er læringsmålstyret undervisning og læringsplatforme.

Efter folkeskolereformen i 2014 har embedsmændene i undervisningsministeriet opfundet læringsmålstyret undervisning. Der står ikke noget om det i folkeskoleloven, og det findes ikke i andre lande. Altså ingen forskning eller dokumentation af effekt. Det synes ikke at bekymre embedsmændene, de vises sten er fundet og undervisningen i det ganske land skal rette ind.

Læreren udvælger færdigheds- og vidensmål fra Fælles mål. Kun læringsaktiviteter, der kan begrundes med, at de understøtter elevernes læring frem mod at nå læringsmålene skal indgå i forløb. Det er kortsigtede og målbare mål , som er i centrum. Det passer fint til mål og resultatstyring og kan nemt puttes i kasser, dokumenteres og kontrolleres.

Men er det ikke et lidt fattigt og ensidigt fokus på elevernes læring?

Hvad med brede kompetencer som vurderingsevne, samarbejdsevne, historisk bevidsthed, selvstændighed, kritisk tilgang og empati. Disse er ikke umiddelbart målbare.

Den gode undervisning er en kompleks størrelse, der indeholder en blanding af dannelse, trivsel og læring, og ikke kun med vægt på læringsmålene i forenklede fælles mål.

Unge som er kreative, kritisk tænkende og gode til at samarbejde er en efterspurgt ”vare ” i  erhvervslivet verden rundt. Det har Danmark været leveringsdygtig i indtil nu. Et skolesystem, der fokuserer på det kortsigtede og målbare og nedprioriterer andre brede kompetencer kan nemt ændre dette.

Der er fint med både de kort -og langsigtede mål for undervisningen, men de andre værdier skal ikke tilsidesættes.  Folkeskolens formål er ikke  lavet om.

Lad mig slutte af med citat fra Hildebrands artikel ”Simpel rottetænkning i det offentlige:

”Stressbelastningen, meningsløshedsbelastningen, frustrationen over den ensidige hensyntagen til kortsigtet kvantitet på bekostning af hensynet til både kort- og langsigtet borger- og medarbejderkvalitet, frustrationen over at skulle bruge enorm megen tid på meningsløse registreringer og indrapporteringer, sorgen over at skulle være vidne til meningsløst tidsforbrug, irritationen over at skulle være med til at gennemføre striber af aktiviteter, der kun har til formål at bidrage til opfyldelse af chefens resultatkontrakt, men som ikke har nogen særlig værdi derudover – alt dette har nu skabt en helt enorm frustration i meget store dele af skaren af offentlige medarbejdere og mellemledere, og det har ført til sygefravær, opsigelser og stresssammenbrud af hidtil uset styrke og omfang ”

Lad os sammen fortsat arbejde for, at sund fornuft igen vinder frem i vores offentlige sektor.