Åbent brev: KK's sygefraværspolitik gør folk mere syge

"Min bøn er, at man lytter mere til de sygdomsramte – at man ikke for alt i verden skal presse stressramte op på fuld tid, så hurtigt som muligt – at man vil give folk den tid, det nu tager, at komme på fode igen – folk bliver jo ikke raske af at blive presset."

Debat | Af: Mette Freiesleben 15. januar 2019
Tegning: Frits Ahlefeldt
Tegning: Frits Ahlefeldt

Åbent brev til overborgmester Frank Jensen og formand for Københavns Lærerforening Lars Sørensen.

Her i juleferien brugte jeg noget tid på at finde ud af mere om Københavns Kommunes fraværspolitik, end det, jeg har fået tilsendt på min arbejdsplads.

Jeg fandt flere interessante dokumenter i min søgen. Bl.a. fandt jeg frem til, at man siden 2006 målrettet har søgt at nedbringe sygefraværet blandt de offentligt ansatte i København, og at det faktisk er lykkedes ret godt. Der er udarbejdet effektfulde redskaber til ledelser, så de kan optimere indsatsen ved sygefravær, og der findes fancy modeller, som lederne skal arbejde ud fra, med det ene formål, at nedbringe medarbejdernes sygefravær. Det hele er ret pænt pakket ind i ord som ’trivsel’, ’fastholdelse’ og ’arbejdsmiljø’, men der er ingen tvivl om den egentlige hensigt, nemlig at kommunen vil nedbringe medarbejdernes sygefravær, fordi det koster penge.

Nu er der jo stor forskel på, hvorfor en medarbejder/kollega bliver syg, men ret ofte – i hvert fald i lærerbranchen – oplever jeg, at mine kollegaer bliver syge på grund af deres arbejde eller i relation til deres arbejde.

Flere gange har jeg oplevet gode, stærke, engagerede kollegaer gå ned med stress. Hver gang har det været arbejdsrelateret, og de forløb, som jeg personligt kender til, har ført til, at mine kollegaer desværre ikke længere er at finde på lærerværelset.

Det starter med en langtidssygemelding – i flere tilfælde kan de stressramte end ikke nærme sig skolen, så får de det fysisk dårligt, men de skal alligevel møde op på arbejdspladsen til et møde med skolens leder. Mange har allerede her taget kontakt til vores forening KLF, for at få støtte og overblik over deres egen situation, og til samtalerne med ledelsen har de da oftest også en bisidder med fra KLF samt skolens tillidsrepræsentant.

Samtalerne er selvfølgelig et led i at få medarbejderen i gang med at arbejde igen – det er for så vidt en udredning eller en afklaring ang. medarbejderens situation – fair nok.

Man forsøger at få medarbejderen i arbejde igen og vedkommende kommer tilbage på stærkt reduceret tid i en aftalt periode. Det kan fx være 5 lektioner ugentligt. Så kommer en ny samtale, og man skruer stille og roligt op for timetallet – medarbejderen har reelt set ikke andet valg end at gå med. 

For at være helt konkret er min nærmeste kollega, den anden kontaktlærer i min klasse, nu oppe på 15 ugentlige lektioner efter at have været nede med stress fra før sommerferien. Og hun knokler. Hun gør alt, hvad hun kan for at følge med – hun underviser i fransk, matematik og biologi – når man underviser i fransk, betyder det, at man har mange forskellige klasser eller hold – det er et fag med kun 3 lektioner pr. hold om ugen, så allerede med 15 lektioner på en uge, skal hun i princippet forholde sig til 5 forskellige hold med omkring 22 elever på hvert hold, hvilket vil sige 110 elever om ugen alene i fransk.

Et fuldt skema er 25-26 lektioner om ugen, så kan man selv regne ud, hvor mange elever det er, man skal forholde sig til.

Min kollega er nu blevet bedt om at gå op på 21 timer ugentligt, hun føler sig slet ikke parat til dette, og hendes læge fraråder det. Allerede nu har hun svært ved at passe sine psykolog- og psykiatersamtaler, samtaler med jobcenteret mv. Hun kan, med andre ord, slet ikke overskue at skulle op på de 21 lektioner. Derfor er hun nu indkaldt til 1. tjenstlige samtale. 

Det er umenneskeligt, hvordan der lægges op til afskedigelse, hvis ikke man ret hurtigt, kan løbe nøjagtigt lige så stærkt, som før man blev syg – dette vel at mærke – uden at der på nogen måde ændres i vilkårene for arbejdet.

Når man vil finde ud af, hvad en ’tjenstlig samtale’ er, så fremgår det, at du bliver indkaldt til dette, fordi din leder ikke er tilfreds med dig. I dette tilfælde står det jo meget klart, at lederen selvfølgelig ikke kan være tilfreds med en medarbejder, der ikke kan levere et fuldt stykke arbejde, men det er her, jeg ikke kan forstå, at man absolut skal presse en medarbejder så meget, at det ender med en fyring? Skulle man virkelig blive rask af det? Hvilken gevinst er man for samfundet, som arbejdsløs? Var det mon i realiteten ikke mere økonomisk, at hjælpe folk til at blive på arbejdet på nedsat tid i en længere periode, end at have dem gående som arbejdsløse? 

Min kollega er virkelig en pligtopfyldende, arbejdsom og dygtig kollega. Hun er vellidt af kollegaer, forældre og elever, og hun er meget engageret i sit arbejde – hun elsker at være lærer og brænder for sine elever og sine fag – og det er jo nok lige netop dette, der har gjort hende syg til at begynde med. 

Ydermere er rammerne omkring lærerjobbet mildest talt ikke tilfredsstillende. Når man gerne vil gøre sit arbejde godt, skal man bruge tid på at forberede undervisning – forberedelsestid er der ikke nok af, faciliteterne til at forberede sig er ikke gode nok – i stedet bruger vi tid på møder, skemalægning, planlægning, kurser i relationskompetence, elevplaner, elevsamtaler, underretninger, årsplaner, digitale sikkerhedskurser, Meebook og meget, meget andet. Tid til forberedelse af selve undervisningen er reelt meget lille. Hvis man gerne vil være ordentligt forberedt til sine timer og ikke kan leve med ’venstrehåndsarbejde’, så må man bruge mere tid, end man har. 

Hertil kommer konfrontationer med utilpassede og udfordrede elever, som man står overfor dagligt.

Man kan selvfølgelig argumentere med, at når min kollega ikke er på fuld tid, så går det ud over os andre. Ja, det er rigtigt – jeg løber lidt hurtigere, men jeg tør da slet ikke tænke på, hvor hurtigt jeg skal løbe, hvis hun slet ikke er der, og der kommer en vikar? Så kommer jeg først for alvor til at løbe hurtigt – og her taler vi kun om mig – hvis hun ikke er der mere, så går det ud over så mange flere end mig – alle eleverne, skal så have en (sikkert uuddannet) vikar i stedet.

Et sted læste jeg, at man som leder skulle forsøge at tilpasse og ændre på det, der udfordrer medarbejderen – det har jeg endnu ikke set sket – jo – i den periode, hvor medarbejderen er på nedsat tid, er det rimeligt tydeligt, at arbejdspresset lettes – men i det øjeblik, du igen er på fuld tid, er der intet, der er ændret – der stilles nøjagtig de samme krav til dig, som før du blev syg. Vilkårene er uændrede. Vi imødekommer gerne krav, men det kan jo ikke nytte noget at stille krav til vores arbejde, som forholdene på arbejdspladsen ikke kan indfri – det kan kun skabe mistrivsel eller dårligt udført arbejde og syge medarbejdere.

Min bøn er, at man lytter mere til de sygdomsramte – at man ikke for alt i verden skal presse stressramte op på fuld tid, så hurtigt som muligt, at man vil give folk den tid, det nu tager, at komme på fode igen. Folk bliver jo ikke raske af at blive presset.

I bund og grund tænker jeg på, at stress kan ramme os alle – også mig – jeg er ellers sådan en, der næsten ingen sygedage har haft i hele min lærerkarriere, men selvfølgelig kan det også ramme mig og dig. Jeg synes, at det er forfærdeligt at tænke på, at man gennem sin karriere kan have lagt så meget hjerteblod, at man bliver syg af det, for derefter at blive fyret. Jeg har svært ved at forestille mig, at det koster så meget mere, at give lidt mere tid og lidt bedre forhold for de stressramte.

Jeg vil bede om, at man kigger på kommunens sygefraværspolitik, ikke kun med blik for, hvad der er godt for pengekassen, men også på, hvad der er godt for medarbejderen, kollegaerne og klienterne. Jeg savner noget medmenneskelighed og noget forståelse. Jeg vil samtidig bede KLF om at tage det op med kommunen og arbejde på, at der sker en ændring, så man ikke går en fyring i møde, når man bliver ramt af stress.

Af Mette Freiesleben, Bellahøj Skole

Debatindlægget (i dette tilfælde et åbent brev) er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

 

 

 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

lars Sørensen | 22. januar 2019 KL. 11:09

Til Mette Freisleben

Tak for dit debatindlæg om kommunens sygefraværspolitik.

Jeg er enig i din hovedpointe om, at det er et stort problem at sygemeldte for hurtigt presses op i tid. Det er vigtigt, at der er på arbejdspladsen lyttes til den lægelige vurdering, og at vurderingen er grundlag for, hvordan vi som ansatte skal ’tilbagesluses’ på arbejdspladsen efter sygefravær – den samme opmærksomhed er der brug for, når Arbejdsmiljø København/AMK i forbindelse med Tidlig Indsats udarbejder fastholdelsesplaner for ansatte har problemer med balancen i arbejdslivet. Vurderinger fra læge og AMK kæmper vi som forening for efterleves, og vore konsulenter gør et stort arbejde for at støtte medlemmer med en ordentlig tilbagevenden.

Det er et stort samfundsmæssigt problem, at der er stadig flere stresssygemeldinger i den offentlige sektor og i særlig grad i lærergruppen, og her ligner det københavnske skolevæsen desværre resten af landet. En undersøgelse viste for nyligt, at det offentlige har et meget højere sygefravær end det private, og en stor del af forskellen kan, som jeg ser det, forklares med de årlige besparelser, som regeringen sammen med nye opgaver hælder over os.

I vores lokale arbejdstidsaftale med Børne- og Ungdomsforvaltningen har vi tydeligt beskrevet, at arbejdspladsen bliver nødt til at foretage prioriteringer i en situation, hvor vi år efter år får færre penge at drive skole for. Det sker desværre ikke i tilstrækkelig grad, og mit klare indtryk er, at de fleste arbejdspladser fortsætter uændret uden at sortere opgaver bort og beslutte på hvilket niveau de opgaver, der er tilbage kan varetages på – det skaber arbejdsrelateret stress og langtidssygemeldinger og medfører alt for ofte, at ansatte enten frivilligt eller tvunget forlader folkeskolen.

Arbejdsmiljøloven beskriver meget tydeligt, at vi skal arbejde i et sundt og sikkert arbejdsmiljø, og der er en forpligtelse til at forebygge arbejdsbelastninger. Hvis en skole en gang har oplevet, at en ansat stresssygemeldes, skal skolen/skolens leder og arbejdsmiljøgruppe handle, så sådanne hændelser fremover undgås – sker det ikke, vil skolen modtage påbud, når arbejdstilsynet kommer på besøg.

KLF er enig med kommunen om, at alt arbejdsrelateret sygefravær skal undgås. Og det er det sygefravær, vi sammen med de andre fagforeninger i kommunen er enige om skal bort. Hvis det sker, vil det kommunale sygefravær kunne reduceres mærkbart.

Vi diskuterer jævnligt det manglende personalepolitiske overskud i sygefraværsindsatsen med forvaltning og politikere, og dit debatindlæg er med til at sætte spot på et område, hvor der er plads til forbedringer. Hilsen Lars Sørensen

Tina | 16. januar 2019 KL. 21:15

Spot on, Mette.

Lisbet Gilbe | 15. januar 2019 KL. 21:55

Flot skrevet, jeg håber at lærerkommisionen, som blev nedsat efter OK 18 læser det.

Håber at alle, som desværre mange efter lov 409 er blevet syge grundet arbejdet, anmelder det, så det kan blive registreret.

Lærer som ikke underviser i faget dansk , har fag hvor der kun er fra 1 lek til 4-5 lek, dette gør at man skal forholde sig til flere klasser, derfor mange flere elever, hver uge.

I 2013 blev der sagt at lærer skulle være mere sammen med eleverne (men ikke hvor mange elever), så efter lockout, kom lov 409, lærerne skulle have mange flere undervisningslektioner, derved for mange lærer, skulle forholde sig til mange flere elever. Især de lærer som underviser i fag som kun har 1-2 lektioner, de lærer har ofte over 200 elever pr uge, så mon ikke mange bliver syge af det.

Håber virkeligt at lærerkommisionen får forbedret lærernes arbejdsforhold.