2020 skal blive året, hvor vi indgår en central, ressourcebindende aftale for lærerne

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

2013 var det år, hvor lærerne strejkede eller 2013 var det år, hvor lærerne konfliktede”. Udsagn med nogenlunde den ordlyd har vi hørt med jævne mellemrum siden. Uanset at jeg med årene mener at være blevet mere besindig i forhold til at tøjle mit temperament, så får påstande af den kalibrer fortsat harmen til at springe ud i lys lue. Helt tosset bliver det, når de kommer fra folk, som kender de faktuelle forhold i 2013 og i stedet bidrager til historieforfalskning af værste skuffe!

2013 var året, hvor alle overenskomstansatte lærere i hele Danmark blev fyret fra den ene dag til den anden af en socialdemokratisk ledet regering. Fyret uden at være skyld i nogen former for overtrædelser og fyret uden løn. Det var en mavepuster både for den enkelte og for den faglige organisation. Det blev efterfølgende også en mavepuster for folkeskolen. Lockouten var en måned, hvor vi lærere var talstærkt i gadebilledet og i medierne med fredelige, humoristiske og opfindsomme aktioner for en ordentlig folkeskole. Som faggruppe skrev vi danmarkshistorie, hvilket nu kan ses på Nationalmuseet.

I hele perioden arbejdede DLF for at mødes med regeringen om at finde løsninger og - i hele den måned var det ubarmhjertigt koldt.

Efter en måned kom lovindgrebet. Lærerne mistede aftaleretten og fik i stedet lov 409, som bl.a. dikterede 41,8 timers tilstedeværelse pr. uge. Reformen blev indført og de længere skoledage finansieret ved, at lærerne underviste flere timer og forberedte sig mindre. Test og læringsmålsregimet startede sin hærgen, og lærerens professionelle dømmekraft blev sekundær. Inklusionen blev udrullet og hele pakken markedsført som et tiltrængt kvalitetsløft af folkeskolen(!)

Efterfølgende kunne DLF dokumentere og dermed bekræfte mistanken om, at regeringen havde skrevet drejebogen i forvejen for at få reformen finansieret. Forløbet var og er en skamplet i nyere politisk danmarkshistorie.

Ingen lærere har efterfølgende siddet på hænderne. Der er blevet arbejdet på trods og tværs for at give vores elever så god en skolegang som overhovedet muligt. Et utal af lærere dog har siden 13 forladt folkeskolen. Udskiftningen har været helt enorm f.eks. her i København. Med al respekt og glæde over dygtige, yngre kolleger, så er det stor viden og erfaring, der er forsvundet.

Samtidig er en hurtigt voksne gruppe ansat som lærere i folkeskolen uden den uddannelse, som folkeskoleloven foreskriver.

I København har det, sammenlignet med andre nærliggende kommuner, taget helt unødigt og urimeligt lang tid at lande lokale aftaler for lærerarbejdet. Senest nåede vi omsider en aftale, som fastsætter en halv times forberedelse til en undervisningstime. Dog så sent, at det giver en masse bøvl, når lærerne nu registrerer deres opgaver.

På DLFs kongres tidligere på måneden talte Pernille Rosenkrantz Theil. Ingen tvivl om, at S og støttepartierne har fået ondt i forhold til de beslutninger, de har stået bag og som har fået folkeskolen til at bløde. Men ord gælder kun, når der er vilje, mod og gennemslagskraft til at efterleve ordene.

Som lærere og som faglig organisation har vi længe været klar. Vi er grundigt forberedte til dialog og ikke mindst til handling for en fælles, bæredygtig folkeskole i Danmark.