JEG ER LÆRER! - Og det er jeg sgu' stolt af!

Det ramte mig (igen) for nyligt, at jeg er stolt af at være lærer. Men sådan har det virkelig ikke altid været.

Lærerblog: Strakte Hænder | 29. april 2017

Det tegnede ellers lovende, da jeg som nyudklækket lærer stadig havde en puls – og ovenikøbet stod oprejst! – da vi nåede efterårsferien (insidere vil vide, at det er de hårdeste tre måneder i et lærerliv… Formentligt når du at få både influenza, roskildesyge, børneorm og fnat, samtidig med at du får en form for forbigående menneskelede).

Fire års ophobet panisk angst for mødet med den skånselsløse virkelighed … (som man, trods ihærdige forsøg på fortrængning, alligevel havde været snedig nok til at fornemme, nok ikke ville være identisk med praktikperiodernes fantastnormering med op til fire lærerstuderende om én klasse, og noget der svarer til en forberedelsesfaktor på 7 til 1)…blev efter ilddåben afløst af en selvfed erkendelse af, at jeg faktisk besad pondus nok til at lede et vaskeægte klasserum med levende børn – helt på egen hånd. Det var en gudsbenådet følelse, og dér var jeg sgu stolt.

Måske ikke nødvendigvis af titlen som lærer, for jeg følte mig ikke som en helt ægte lærer. Jeg husker, hvordan jeg gik fra mine første skole-hjem-samtaler og tænkte: ”Hold nu kæft, hvor jeg snød dem dér – som om jeg ved noget som helst om noget!!!”

Anyway… Det tog noget tid, inden læreridentiteten opstod, men jeg indså efterhånden (let undrende dog), at jeg faktisk vidste, hvad jeg talte om, og fundamentalt havde ret godt styr på det. 

Det tog tre år, før jeg mentalt var lærer, men så var det også for fuld udblæsning, og jeg var klar til at revolutionere folkeskolen! Jeg havde godt nok ikke helt en plan for hvordan, men hallo: Det kørte, jeg brændte for at gøre en forskel, og jeg havde både overskuddet, overblikket og evnen (og lasten) til at tro på, at intet er for stort. Jeg var lærer!!

Jeg var ret sikker på, at jeg ikke sådan lige var til at slå ud af kurs – og derfor opdagede jeg det egentlig også for sent. Guderne skal vide, at jeg har et stort issue med klynk og selvudnævnte offerroller. Er der noget i denne verden, der kan få det til at klø i ørerne, så er det det!

Men ikke desto mindre vågnede jeg en dag og var blevet en klynker. Ikke bare fra den ene dag til den anden selvfølgelig. Jeg havde forsøgt at stoppe det, og en hel måned havde jeg sammen med tusindvis af andre lærere hoppet, sunget, danset og krænget min inderste sjæl ud i offentligheden. 

Og det skal siges, at jeg har et næsten ligeså stort issue med gøgleri! Har aldrig oplevet noget så grænseoverskridende i mit liv, som da jeg som ung voksen var med i en teatertrup og skulle performe Commedia dell´artens ædle kunst i Herning-gågade – af alle steder! Til dem, der ikke ved, hvad det går ud på, kan det sidestilles med de ubønhørligt enerverende mimere, man møder i enhver europæisk hovedstad, og som giver folk tics og klaustrofobifornemmelse med deres insisterende påtrængenhed (Herning var IKKE overbevist, kan jeg godt afsløre). Lockouten i april 2013 føltes som én lang, ydmygende mimeforestilling – dog med lyd.

Det var rimelig deprimerende i sig selv, at forhandlingerne om en overenskomst viste sig ikke at være en reel forhandling, og at det dermed havde været komplet formålsløst, at vi som jubelidioter med gule veste havde kastet vores værdighed i bundløs grams på gader og stræder. Da vi efterfølgende blev udnævnt offentligt til at være en flok klynkere – af horder, der øjensynligt over natten havde specialiseret sig på skoleområdet og med gennemtænkt vid virkelig satte perspektivet på plads med skyts à la: ”Tror I li’som, at direktøren i det private erhvervsliv kan gå hjem kl. 14 og har otte ugers sommerferie?” – føltes det, som om det ville være mere formålstjenligt og udbytterigt at gå i dialog med en dement. Sammenligningsgrundlaget var jo slående!

Udbrændt efter fem år som lærer! Imponerende nok! Måske kunne jeg bare have rettet ind og have ladet være med at klynke, men det forekom relativt svært at bevare sin ildsjæl, når de store tanker var skemalagt til at foregå spredt i 45-minutters intervaller mellem dagens undervisning og mødeaktivitet.

Jeg endte med at bruge næsten al min energi på klynk og blev gradvist mere afvigende og tom i blikket, når nogen spurgte til min profession. Det var komplet umuligt at fokusere på det, der var vigtigt. Det var simpelthen for åndsvagt, så jeg planlagde min flugt ligesom ustyrligt mange andre. Det blev ikke den dramatiske flugt, som ellers havde udspillet sig i mine drømme, men i stedet mere en helt lydløs én af slagsen, hvor jeg i en tid udelukkende var lønmodtager uden faglig stolthed, samtidig med at jeg i al hemmelighed læste jura på Københavns Universitet (muligvis foranlediget af et brændende ønske om en skønne dag at sagsøge alle de idioter, der var årsag til folkeskolens undergang).

Projektet var dog rendyrket kamikaze, for selvom forsøget var helt reelt, viste det sig, at et fuldtidsjob og et fuldtidsstudie, samtidig med at man er alenemor, er en kende voldsomt.

Men det gav mig et mentalt ”reform-break”, og det havde jeg brug for. Jeg befandt mig et andet sted og genvandt lidt af mit fokus. Ikke at jeg pludselig var fan af de rammer, der var blevet dikteret (langt fra). Og jeg var heller ikke kommet dertil, hvor jeg ligefrem pralede af at være lærer. Men jeg var færdig med at være en klynker.

Tiden er gået, og selvom jeg stadig synes, at Lov 409 (trods lokalaftalen i København) og normaliseringsbegrebet i folkeskoleregi er decideret uintelligent, en hån mod kerneopgaven og en fejlslutning af ubegribeligt omfang hvor al diversitet, faglighed, dybde og kreativitet tager hen for at lide en langsom og pinefuld død, så ser jeg klart igen.

Jeg kan igen se det, der er vigtigt. Jeg bliver grebet, opslugt, begejstret og rørt, og jeg glemmer indimellem at se på klokken, fordi mine elever og kollegaer er helt fænomenalt seje.

Hmm… Moralen er så: Tiden læger alle sår, nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det, du ikke dør af, gør dig stærk… Eller hvad?

Jeg er egentlig ligeglad!

Jeg er lærer! Og det er jeg stolt af! 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Maria Becher Trier | 27. juni 2017 KL. 14:52

Jeg er journalist på fagbladet Folkeskolen og vil meget gerne i kontakt med Ann-Louise gerne i denne måned...skriv til mig på mbt@folkeskolen.dk - eller ring på 33 69 64 23


På forhånd tak for hjælpen.


Bh Maria Trier

Arkiv