Blog: Det Fordømte Forår

"Når jeg cykler hjem gennem duften af villahaver og vejsider, der er ved at eksplodere af midsommer, som slet ikke kan komme til for bare forår, så er det med et hoved, der har svært ved at forblive længe nok i en tanke, til at den er tænkt igennem."

Lærerblog: Strakte Hænder | 28. maj 2016
Klaus mellem to udklædte elever. Klaus er ikke udklædt. Mobilfoto.
Klaus mellem to udklædte elever. Klaus er ikke udklædt. Mobilfoto.

Dagen før dagen før sidste skoledag. Jeg sidder i mit køkken og kommer til mig selv efter en hel dag i selskab med min 9. klasse, der på den ene side er ved at segne af lykke over endelig at kunne se en ende på deres folkeskoletid, og på den anden side er fuldstændig fortabt i et virvar af tanker om de prøver, der efterhånden virker sært nærværende efter i årevis at have været et uvedkommende fatamorgana. Det, der venter på den anden side, er endnu sværere at få greb om. Det er en tid fuld af tvivl og håb, glæde og ængstelighed, og den samme blanding af plus og minus mærker jeg selv.

Som lærer i udskolingen er det altid med udpræget ambivalens, at jeg hilser foråret velkomment. Hvor skolens øvrige persongalleri glæder sig over det dejlige vejr, de mange småferier og de løse helligdage, noterer jeg mig med bekymring, hvordan de få skoledage, som feriekalenderens massakre har efterladt, hurtigt og nådesløst forsvinder mellem brobygning, terminsprøver, erhvervspraktik, uu-vejledning og meget andet.

Hverdagen, strukturen og progressionen, som jeg ved er så vigtige forudsætninger for læring, bliver svære at få øje på, og det slår aldrig fejl: pludselig en dag i løbet af foråret går det op for mig, at jeg under ingen omstændigheder kan nå at blive klar til prøverne. Sådan har det været i alle de år, jeg har haft 9. klasse, og jeg ville kende mig selv dårligt, hvis jeg oprigtigt troede på, at det nogensinde bliver anderledes; også selvom det er gået godt hver eneste gang ind til videre. Det gør det helt sikkert også i år, fortæller jeg mig selv, og så puster jeg langsomt luft ud mellem spændte læber, som man gør, når man er fordybet i alvorlige tanker eller fortravlet ud over det sædvanlige. Ordet stress tør man slet ikke tænke højt. Man falder jo ikke, så længe man er i løb, gør man vel?

Halfie: Klaus og elever fra 9. kl
Halfie: Klaus og elever fra 9. kl

Når jeg cykler hjem gennem duften af villahaver og vejsider, der er ved at eksplodere af midsommer, som slet ikke kan komme til for bare forår, så er det med et hoved, der har svært ved at forblive længe nok i en tanke, til at den er tænkt igennem. Der er hele tiden flere tanker i gang på samme tid, og de råber i munden på hinanden og forhindrer de andre i at blive hørt og respekteret og i at få den opmærksomhed og det modspil, som de har brug for og fortjener for at komme videre. På den måde har de en hel del til fælles med mine elever i 9. klasse, der kalder på mig og vil have hjælp, mens jeg hjælper deres klassekammerater, så jeg må skynde mig videre for at nå dem alle sammen, selvom jeg godt ved, at jeg ville have brugt meget mere tid med hver enkelt af dem, hvis det var muligt. Jeg tror, at de mest hvileløse af tankerne ender ligesom de papirer på mit skrivebord, der ligger nederst i en bunke, som bliver højere og højere. 

"Jeg har fundet ud af, at man kan lave en lille huskeseddel, som man har liggende på skrivebordet for at bevare overblikket. Det virker forresten ikke." Mobilfoto: Klaus
"Jeg har fundet ud af, at man kan lave en lille huskeseddel, som man har liggende på skrivebordet for at bevare overblikket. Det virker forresten ikke." Mobilfoto: Klaus

Det er bunken med ting, som jeg ikke absolut behøver at tage mig af lige nu og her. Alt det sjove, det nye og det ekstra. Ind i mellem i et rastløst øjeblik eller i starten af et skoleår får jeg alligevel kigget på nogle af de papirer. Så er det altid for sent at gøre noget ved det. Tilmeldingsfristen er overskredet, forestillingen spiller ikke længere, udstillingen er lukket, kurset er for længst forbi. Engang var bunken med papirer muligheder, inspiration, udvikling, potentiale. Nu er den bare papiraffald. Nogle af kuverterne har jeg ikke engang fået åbnet. Jeg ved, at jeg ikke når alle mine tanker. Jeg håber, at jeg når alle mine elever. 

Tilføj kommentar til artiklen

CAPTCHA billede for SPAM beskyttelse Hvis du ikke kan læse ordet, tryk her.

Arkiv